søndag den 12. februar 2012

Pulled pork og hjemmelavede burgerboller

Så nærmede Superbowl sig og vi havde gået lidt og kigget på forskellige opskrifter på pulled pork. Valget faldt på den kvalimad laver på sin blog - altså saltet, langtidsstegt og brunet.

Fredag aften, da jeg kom fra arbejde, lavede jeg en saltlage. Den er inspireret af den som kvalimad bruger i sin opskrift på pulled pork.

4 liter vand
2½ dl salt
1 1/4 dl sukker

1 tsk sorte peberkorn
4-6 laurbærblade
2 gulerødder
1-2 løg

Vandet koges op, så tilsættes salt, sukker, krydderier og grøntsager. Lad det koge kort, og tag fra varmen, og lad det køle helt ned, inden stegen kommes i.

Kom stegen i lagen. Læg en tallerken over, så det er helt dækket, og sæt i køleskab i ca. 12 timer.


Tag stegen op af lagen, og læg i en stegeso - læg låg på, og sæt i en 90 grader varm ovn i 9-10 timer.


Lad køle af. Sæt i køleskab i stegesoen indtil den skal brunes, og steges færdig.

Kom stegen over i et ildfast fad (ikke skyen - kun stegen) og sæt i ovnen på 150 grader i ca. 2 timer. Du kan tjekke om den er færdig, ved at stikke en finger i den - stegen giver efter.



Tages ud af ovnen og trækkes fra hinanden med to gafler.

Tager en del tid, men kræver ikke det store af dig. Det meste tid, er i køleskab eller ovnen.

Når nu vi skulle bruge så meget tid på stegen, så ville det næsten være synd at spise den i købte burgerboller. Så fandt min amo bagebog frem og fandt en opskrift der så rigtig god ud. Ændrede en enkelt ting, fordi jeg ikke havde fuldkornsmel, så opskriften kom til at se sådan ud:

Burgerboller:

50 g gær
3 dl lunkent vand
½ dl olie
600 g hvedemel
1 æg
3 spsk sukker
1 tsk salt

Pyntes med sammenpisket æg og sesamfrø

Lav dejen som en alm. gærdej lad den hæve tildækket i 30 min. Form 9-10 store boller - tryk dem flade og prik med en gaffel.

Lad bollerne hæve tildækket i 40 min. Pensl med æg og drys med sesam.

Bag ved 210 grader varmluft i ca. 10-14 min.


Mange serverer deres pulled pork med barbecue sauce og cole slaw, men vi valgte at lave det som almindelige burgere med salat osv.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar